MØD CLAUS 


Jeg er 28 år, opvokset, hvor bølger og vind er vildest og hvor vasketøj på tørresnoren er byttet ud med fisk. Nærmere bestemt: Thyborøn. 


Jeg har altid haft med vandet at gøre - i starten på min families fiskekutter, og senere som kapsejler i Egå i en BB10-meter. Efter jeg mødte Rikke og flyttede til Svendborg, blev min hverdag fyldt med sejlads i vores egen båd. 


Inden vi rejste fra Danmark, arbejdede jeg på Svendborg Værft som skibsmontør. Jeg har oftest gang i det ene eller andet projekt, hvor jeg kan bruge mine hænder, og jeg leder altid efter nye måder at gøre livet på Marengo federe. 



HVOR DET HELE STARTEDE.. 


Vi mødte hinanden første gang på Odense Banegaard en kold dag i februar i 2021, hvor en 44 timers lang rejse mod Caribien ventede. Det var midt i Covid19-pandemien, så det var ikke kun en lang rejse, men også 14 dage i karantæne, der ventede os i Caribien. Karantænen gav os mulighed for at lære hinanden at kende virkelig godt, på virkelig kort tid. En slags første date, der varer i 14 dage på et lille hotelværelse havde ingen af os prøvet før :)


Da karantænen først var overstået, ventede en masse fantastiske oplevelser og tre måneder i St. Vincent & Grenadinerne, samt på Grenada. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke var færdige med at opleve verden fra en båd. Et halvt år efter vi kom retur til DK, købte vi Marengo.


MØD RIKKE 


Jeg er 32 år, opvokset på en gård på Tåsinge og har altid levet tæt på vandet. Jeg har rejst hele mit liv og har oplevet små bider af verden, på seks af verdens kontinenter. Jeg er uddannet dykkerinstruktør og kan derfor give dig et dykkercertifikat, eller vise dig nye dykkerspots, hvis du allerede har et dykkercertifikat.  


Jeg er et stort familiemenneske og så elsker jeg musik og koncerter med venner, gammeldags is, pandekager på bål, spontanitet, sushi, varme og et godt grin. 


Inden vores rejse ud i verden startede, arbejdede jeg som sygeplejerske på Svendborg Sygehus.